Har dine købsvaner ændret sig i denne periode? Så er du ikke alene. Under coronakrisen er der sket en udvikling i danskernes købsvaner; mange er begyndt at lave madplaner og købe ind færre gange om ugen.
Til gengæld køber vi ofte større ind, når vi handler. Det er generelt en god strategi, da vi i højere grad gennemtænker vores indkøb og dermed møder færre situationer, hvor vi foretager impulskøb. Du kender det sikkert fra din egen hverdag før coronakrisen; man har lige fået fri fra arbejde og skal nå ud at handle – måske endda med et barn på armen – blodsukkeret er lavt, og så er det, at der ofte ryger lidt flere ting ned i kurven, som ellers ikke stod på listen. I stedet handler vi nu ind på skæve tidspunkter, og da vi handler færre gange, bruger mange også indkøbslister, som gør, at indkøbene bliver mere gennemtænkte og mindre impulsprægede.
Fordi vi bruger mere tid i hjemmet, er vores forbrug af dagligvarer måske lidt højere end normalt. Generelt ser man ifølge Fødevarewatch også, at vi bruger lidt ekstra penge på “hyggevarer” som fx kiks og kager. Til gengæld sparer vi lige nu penge på en lang række af andre hverdagsposter: Shopping og caféture er for de fleste skåret væk, medmindre der er tale om onlineshopping. Poster som transport og takeaway er for mange også blevet stærkt begrænset gennem de sidste uger. Tilsammen udgør disse poster en stor del af vores daglige forbrug, og da de nu er mindsket eller helt væk, sparer vi dermed en masse penge uden egentlig at lægge mærke til det. Så måske en lille positiv ting i denne tid er, at du sparer penge på dit privatforbrug uden at opdage det?
Nogle går dog også i den anden grøft og bruger ekstra penge på netop takeaway og online shopping, måske efter devisen om, at vi skal støtte de butikker, vi godt kan lide. Selvom vi også går ind for, at I støtter op om de lokale butikker i denne tid, er det også et sted, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på, at forbruget ikke løber løbsk.
Et andet sted, hvor forbruget er steget, er på “overskudsaktiviteter”. Supermarkederne oplever i øjeblikket en stigning i efterspørgslen på varegrupper som bageingredienser, hjemme-fitnessudstyr og rengøringsartikler. Dette er som udgangspunkt en god måde at opretholde de gode vaner og/eller skabe nye på. Dog skal vi også passe på, at det ikke tager overhånd, så vi får købt nogle ting ind, som vi måske slet ikke har behov for. Når man nu alligevel er hjemme og dermed har lidt tid i overskud, kan det også være, at der er tid til at kigge nærmere på nogle af de projekter, man ikke har tid til i hverdagen; måske er der nogle ting i hjemmet, som du nu endelig har tid til at rydde op i og kigge nærmere på. Det kan fx være, at du skulle tage et ekstra kig på din økonomi og se at få ryddet op i eller struktureret den. Herved kan du nemlig sikre overblik og overskud til den periode, der også kommer på den anden side af krisen.
Hvis du vil komme bedst muligt ud af situationen eller generelt vil sikre robustheden i din økonomi, så vil vi gerne hjælpe med et økonomitjek. Det gør vi her: boovot.com