Bliv klogere på dig selv og din situation gennem inspiration fra andre
Helt fra barnsben ser vi op til eller spejler os i andre mennesker. Måske hende, der er virkelig god til fodbold, eller ham, der bare har helt styr på at samle seje figurer med lego. Vores forbilleder kan være med til at inspirere os og give os konkrete ting at gå efter. Disse forbilleder er vigtige at huske i vores voksenliv, omend de måske ændrer sig til i højere grad at blive mentorer; ved at få en mentor kan vi nemlig blive inspireret til at sætte de rigtige økonomiske mål for os selv eller til at få den karriere, vi drømmer om.
Find og få en mentor
Måske ved du allerede, hvem du ser op til, når det gælder økonomi, livsførelse eller karriere. Det kan være, du har/har haft en sej chef, har fundet en spændende iværksætter eller har andre, som du ser relevante at sparre med. Hvis ikke, kan du måske finde mentorer ved at tænke over dit netværk eller søge på folk inden for det felt, du ønsker inspiration fra. Når du har identificeret dem, er det en god idé at tænke over, hvordan du kan bruge dem aktivt til at forbedre din egen situation og dit eget liv.
Hvis det ikke er nogen, du kender, har du to muligheder:
- Følge dem passivt
Dette er en god løsning, hvis det fx er en offentligt kendt person, en iværksætter, analytiker eller lignende. Hvis de udtaler sig til medier eller via andre kanaler, kan du begynde trofast at følge med for at få inspiration til dit eget liv – husk i den forbindelse også, at du kan følge dem på diverse sociale medier. - Række aktivt ud til dem
Hvis du kan, er det dog også en god idé at række ud til dem. Måske du kan høre dem, om de kunne være friske på en kop kaffe og lidt sparring på netop din udfordring.
Hvis det er en, som du har rakt ud til, eller en du allerede kender i dit netværk, kan du høre, om vedkommende kunne tænke sig at sparre med dig. Om det skal være en enkelt gang, på fast eller på løs basis, finder I selv ud af i forhold til, hvad der er relevant. Et forbillede kan hjælpe med at skabe klarhed og se dine muligheder i situationer, hvor du selv er i tvivl. Derudover kan det også være inspirerende at høre om vedkommendes erfaringer, da det kan sætte nye tanker i gang hos dig. Find gerne en, der går dig lidt på klingen og kan stille de rigtige spørgsmål; når du bliver udfordret, bliver du nemlig også klogere på, hvad du egentlig gerne vil.
Få en mentor, og få:
- sparring på forskellige situationer
- inspiration til nye muligheder
- et outsider-perspektiv på din situation og dine muligheder
- et netværk af andre mennesker, der kan blive relevante for dig i fremtiden
Der findes mange ordninger, hvor man kan få tildelt en mentor hos fx fagforeninger eller på arbejdspladsen. Dette kan være en god idé, hvis du ikke umiddelbart har nogen, du tænker er relevante. Dog er der også en fordel i selv at finde én, da man i højere grad er uafhængig og selv er med til at skabe rammerne.
Brug for yderligere hjælp?
De fleste mennesker vil gerne hjælpe andre og komme med gode råd. Derfor skader det heller aldrig at spørge! Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan du kan bruge dit netværk aktivt, kan du læse mere i dette blogindlæg. Vi ønsker nemlig at hjælpe dig med at optimere på din situation.