Fremtiden ligger åben, så få den bedste start karrieremæssigt og økonomisk
De hvide huer er snart helt forsvundet i gadebilledet, og det betyder også, at en ny hverdag og virkelighed nu er begyndt for en masse studenter. De fleste studenter vælger at tage et år eller to, hvor de finder ud af, hvad de vil, arbejder og får nogle fede oplevelser. Og disse år kan være rigtig gode til at bygge grundstenene til ens fremtidige liv. Nedenfor uddyber vi nogle af de punkter, man i den forbindelse skal være opmærksom på.
Find et job
Mens nogle måske har haft fritidsjob, er dette for mange det første relevante job, der skal i hus. Et af de bedste råd er i den forbindelse at spørge rundt i sit eget samt sine forældres netværk; måske der lige er nogen, der mangler en som dig. Når du skal søge jobs, skal du huske at lægge vægt på dine interesser, og hvis du tidligere har haft jobs, så overvej, hvad du kan tage med af fagligheder og erfaringer fra dem. I forbindelse med dine interesser er det også en unik mulighed for at undersøge, hvad du måske gerne vil fremadrettet. Hvis du fx gerne vil være dyrlæge, kan du måske få job på en dyreklinik, hvis du vil være pædagog, så søg job i en børnehave, og hvis du ønsker at blive advokat, kan du se, om du kan blive piccoline på et advokatkontor.
Lær at lave et budget
Din økonomi er blevet anderledes; du får ikke længere SU (hvis du ikke er fortsat direkte på et studie), og måske har du fået et nyt job. Selvom det kan virke tørt og kedeligt, er det en god idé at lære at lave et budget allerede fra du er helt ung. På den måde lærer du nemlig hurtigt, hvor mange penge du får ind, bruger på forskellige poster, og hvordan du prioriterer dem. Dette kan give dig luft i din økonomi og samtidig gøre, at du kan drikke en øl med vennerne med god samvittighed, mens du stadig sparer op til drømmerejsen. Du kan finde en guide til, hvordan du lægger et budget her.
Start en opsparing
Når du har lagt et budget og ved, hvor mange penge du har tilbage, er det en god idé at huske at spare op. Hvis du fx har fået et fuldtidsjob i dit sabbatår, vil du have en del flere penge til rådighed, og ved at spare nogle af disse op, kan det gøre din fremtidige studietid noget sjovere. Hvis du allerede starter en opsparing nu, kan det også være, at du kan flytte hjemmefra hurtigere, da du så vil have lettere ved at betale indskud til en lejlighed.
Gør de ting, du gerne vil
Det er også en god idé at gøre dig nogle overvejelser om, hvad du gerne vil i dit sabbatår og planlægge efter det. Vil du gerne på højskole eller ud at rejse, så er det en god idé at finde et job, så du hurtigst muligt kan begynde at spare op til det. Hvis du gerne vil stå på ski eller surfe, kan det være, du kan kombinere det med et job i udlandet som instruktør. Ved at overveje disse ting ved du også, hvad du skal planlægge efter. Og husk: Der er ingen forkerte valg. Man lærer noget af alle de valg, man tager.
Vi håber, at disse refleksioner kan hjælpe dig bedst muligt i gang med fremtiden. Er du startet på en uddannelse, kan du læse om gode råd til livet som studerende her. Hvis du ønsker hjælp til CV og ansøgning, så du kan lande det spændende job, kan du se mere her. Hvis du ønsker den bedste start på din økonomi står vi også klar her – det kan også være, at man som forælder har lyst til at give sit barn dette som gave.