Årsopgørelsen 2020 er netop blevet frigivet, og det medfører altid en kø af samtlige danskere på skat.dk. Synet af årsopgørelsen kan være en positiv eller en knap så spændende oplevelse alt efter, om man skal have penge tilbage eller får et “skattesmæk”.
Hvis man eksempelvis ikke har selvangivet, der ikke er indberettet korrekt eller ikke har været opmærksom på fradrag eller andre indtægter, kan resultatet forekomme anderledes, end man havde regnet med og være inkorrekt.
Vi har samlet en guide til, hvad du skal være opmærksom på, når du gennemgår din årsopgørelse. Vi har også de mest almindelige fradrag med, som du måske skal have for øje:
Din indkomst:
Her kan fx dine indefrosne feriepenge give et eventuelt skattesmæk; det afhænger af, hvordan disse er blevet udbetalt, og hvad du har været berettiget til. Men de kan være årsag til, at der er indberettet for lidt i din personlige indkomst.
Kørselsfradrag:
Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 km. til og fra arbejde – altså mere end 12 km. hver vej. Det er kun muligt at få kørselsfradrag for de dage, du reelt har transporteret dig til din arbejdsplads og retur igen. Du kan derfor ikke opnå fradrag for hjemmearbejdsdage, kursusdage, sygedage, orlov mv.
Håndværkerfradrag:
Har du fået udført en service eller håndværkerydelse i hjemmet eller i fritidsboligen, kan du få fradrag for arbejdslønnen; dvs. for de timer, der er brugt på arbejdet – eventuelle materialer får du ikke fradrag for.
Børnebidrag:
Du får fradrag for børnebidrag, som er udbetalt til dine børn under 18 år, der ikke bor hos dig. Det kræver dog, at der ligger en skriftlig aftale om betaling af børnebidrag mellem de to parter eller via Familieretshuset (forhenværende Statsforvaltning).
Aktieindkomst:
Tjek altid, om det er de korrekte oplysninger, der står angivet i din årsopgørelse. Du kan under “Skatteoplysninger” finde alle de oplysninger, som er registreret og indberettet på dig. Kontrollér, at disse er korrekte, uanset om du køber/sælger aktier eller andre værdipapirer og/eller har fået udbetalt udbytte, fået gevinst eller tab ved realisering af dine værdipapirer.
Donationer:
Har du i 2020 givet gaver, bidrag eller donationer til velgørende organisationer, foreninger, fonde, institutioner eller andet, som er godkendt af Skattestyrelsen, kan du få fradrag herfor – dog højst 16.600 kr. i 2020. Har du givet den velgørende organisation dit CPR-nummer, får du automatisk fradrag.
Rejseudgifter:
Har du afholdt rejseudgifter i forbindelse med forretningsrejse/rejser, som din arbejdsgiver ikke dækker eller har udbetalt som skattefri godtgørelse, kan du få fradrag for kost, logi og småfornødenheder. Du skal selv holde regnskab over dette og holde styr på din dokumentation for forretningsrejsen/ rejserne. Du kan højst opnå fradrag for 28.600 kr. i 2020.
Renter:
Du har automatisk fradrag for renter på banklån, forbrugslån, kassekredit, kontokort og for renter og bidrag for realkreditlån. Dette indberetter de selskaber, du har optaget gæld fra, helt automatisk. Har du andre private låneforhold, renter på refusionsopgørelse ved køb og salg af fast ejendom, difference-renter ved omlægning eller indfrielse af realkreditlån, renteudgifter i forbindelse med fælleslån via ejerforeningen (hvis du bor i ejerlejlighed) eller renter på gæld i udlandet, skal du selv manuelt indberette disse. Du kan med fordel rette dine renteudgifter på din forskudsopgørelse, hvis du vil have det løbende fradrag igennem året.
Udlejning af bolig:
Udlejer du en ejerbolig, som du ikke selv bor i, i mindst 12 måneder, er det en erhvervsmæssig udlejning, hvilket betyder, at indtægten fra lejen er personlig indkomst. Du skal derfor lave et regnskab og udfylde et oplysningsskema.
Lejer du et værelse ud i en bolig, du selv bor i, skal du betale skat af lejeindtægten. Du kan vælge mellem et bundfradrag og et regnskabsmæssigt fradrag.
Tjek dine skatteoplysninger
Gå altid ind under dine “Skatteoplysninger” på skat.dk og se, om du kan genkende de informationer, der er blevet oplyst/indberettet. Dine skatteoplysninger er nemlig det, som ligger til grund for din årsopgørelse.
Alle rettelser foretages på TastSelv-siden på skat.dk.
Hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med din økonomi og vil høre nærmere om, hvordan du optimerer forhold som ovenstående, sidder vi altid klar til at hjælpe dig.