De er næsten ikke til at komme udenom, og der er efterhånden ikke ret mange danskere, der ikke benytter dem på daglig basis. Men udover blot at være underholdende tidsforbrug og en del af din daglige kommunikation er der er faktisk flere gode grunde til at udforske diverse sociale medieplatforme – også i forbindelse med din karriere. I denne omgang af Boovots venner har vi taget en snak med Henriette Hansen om, hvorfor det er så vigtigt at blive synlig på sociale medier.
Ligesom så mange andre har du sikkert en profil enten det ene eller det andet sted på de sociale medier. Herigennem kan du følge med hos venner og familie og holde dig opdateret på de seneste breaking-nyheder, der kommer frem på din startside i løbet af dagen. Du bliver opdateret og – indrøm det – påmindet om begivenheder såsom fødselsdage samtidigt med, at du har mulighed for at følge med i venner og familiemedlemmers billeder, aktiviteter og livsbegivenheder. Det kan også være, at du bevidst eller ubevidst benytter sociale medier som Facebook, LinkedIn og Instagram til at blive inspireret af influencers og annoncørbetalt indhold.
Men der er faktisk flere gode grunde til at udforske og bruge disse platforme endnu mere. De kan nemlig give rigtig gode muligheder for at udvide dit netværk, finde dit nye job eller brande din virksomhed, hvis du har sådan en.
Find dit næste job på sociale medier
Hvis du er én af dem, der passer ind i kategorien ‘jobsøgende’, så kan du blandt andet bruge dit netværk på sociale medier til at hjælpe dig godt på vej. Dette gælder alle sociale medier, men især LinkedIn, da der her er særlige funktioner, der kan hjælpe dig med at blive set af potentielle rekrutteringskonsulenter eller arbejdsgivere. Under fanen job på LinkedIn har du mulighed for at udfylde dine job-præferencer og aktivere den funktion, der gør det muligt for andre at vide, at du er interesseret i et nyt job. Derudover kan du lave et opslag på LinkedIn og gøre dit netværk opmærksom på, at du er jobsøgende; og du kan derved drage nytte af deres netværk, når de kommenterer, liker eller deler dit opslag.
Til optimering af din LinkedIn-profil får du her mine tre bedste råd:
- Hvordan får jeg fat i dig?
Uanset om du er jobsøgende som lønmodtager eller freelancer, er det virkelig vigtigt, at man kan komme i kontakt med dig. Opdater derfor din e-mailadresse og dit telefonnummer, og lad din indbakke være åben for nye henvendelser. Dette gælder også, hvis du har din egen virksomhed. - Udnyt din bannerplads.
Er du jobsøgende, kan du bruge denne til at oplyse om, hvad du søger eller hvad, du kan tilbyde. Har du en virksomhed, kan du ligeledes bruge pladsen til kort at beskrive, hvad du kan hjælpe potentielle kunder med. - Brug din overskrift/titel fornuftigt
Din overskrift – eller din titel – er det første, man ser lige efter dit billede og dit navn. Skal du fange opmærksomheden hos din nye arbejdsgiver, kollega eller kunde, er det her, du skal gøre dig umage.
Vedligehold aktiviteten løbende
Udover de tre vigtige punkter ovenfor er det mindst lige så vigtigt at være aktiv. Det kan du være på flere måder:
- Lav dine egne opslag
For at skille dig lidt ud fra mængden kan du gøre brug af video i dine opslag. Videoer, eller billeder i bevægelse, fanger os nemlig mere end blot statiske billeder. Desuden er det en god måde at vise din personlighed på, så du skaber tillid og troværdighed overfor modtageren. Lad dog videoen være kort og konkret – dvs. helst ikke mere end 1-2 minutter. - Vær aktiv på opslag i dit feed
Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver eneste gang, du skal vedligeholde aktiviteten på dine sociale medier. Du kan være aktiv hos andre profiler og sider ved at like deres opslag, skrive en kommentar og dele det, du synes er ekstra interessant. Det vil kaste opmærksomheden tilbage på dig og din profil og bidrage til, at du bliver endnu mere synlig på sociale medier. - ‘Connect’ med de folk, du støder på undervejs
Husk på, at du på LinkedIn sagtens kan invitere folk, du ikke allerede kender, til dit netværk. Som hovedregel er det især en god idé at gøre ved alle, der har reageret på dine opslag.
Vær dig selv og find din egen måde at gøre det på
Slutteligt vil jeg nævne især én ting, der er vigtig at huske, uanset om du bruger sociale medier som privatperson eller i forretningsøjemed: Sociale medier er et univers, der hele tiden udvikler sig. Hvis du forsøger dig med noget, du ikke synes virker, eller hvis du ikke opnår det, du ønsker, så prøv en anden metode. Et andet opslag, en ny video, en anden ordlyd. Der findes ikke én facitliste, der virker for alle. Der er mange knapper, der kan drejes og justeres på, og lige pludselig finder du ud af præcis, hvordan dine skal stå.
Om Henriette Hansen: Henriette er freelancer og har arbejdet med digital branding siden 2019. Hun hjælper virksomheder med at optimere deres digitale platforme, og så hjælper hun nye iværksættere med, hvordan de bliver synlige på sociale medier. Læs mere på www.henriette-hansen.dk/ |