Så er det tid til, at du skal tjekke og eventuelt rette din forskudsopgørelse for 2023 på skat.dk – den er nemlig frigivet.
Din forskudsopgørelse kommer hvert år i november og er SKATs bud på – altså deres forventning omkring – hvordan din indkomst og skat bliver i det kommende år. Dette bud er dog ikke altid retvisende eller korrekt i forhold til din reele økonomi!
Forskudsopgørelsen skal ses som et budget over din forventede indkomst og skat det kommende år. Så hvis dit liv og/eller økonomi har ændret sig, er det en god ide at rette din forskudsopgørelse til, så du løbende betaler den rigtige skat i 2023; man skal hverken betale for meget eller for lidt.
Her er en liste over, hvad ændringer i dit liv eller økonomi kan være – dog ikke udtømmende:
✅ At du har hjemmearbejdsdage
Har du hjemmearbejdsdage, mistet dit job, fået nyt job eller bare arbejder mere hjemme, skal du tilpasse dit kørselsfradrag i felt 417.
Har du mere end 12 km. hver vej til og fra arbejde, har du ret til kørselsfradrag. Dette upåagtet hvordan og med hvilken transportform du transporterer dig selv til og fra arbejde. Husk at oplyse, hvor mange arbejdsdage med transport du forventer at have i 2023.
✅ At du er gået op eller ned i løn
Er du gået op eller ned i løn, mistet eller fået nyt job, skal du i felt 201 indberette, hvad du forventer at tjene i 2023. Dette gælder din almindelig løn, feriepenge, værdien af personalegoder; herunder fri bil, arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, samt honorarer for bestyrelsesarbejde, udvalg eller lignende.
Andre honorarer skal oplyses i felt 210.
✅ Du har fået nyt job eller dit arbejdsliv ændret sig
Har du fået nyt job eller blevet selvstændig, skal din nye løn, feriepenge og værdi af eventuelle personalegoder forskudsregistreres i felt 201. (Se også teksten ovenfor)
Har du fået nyt job og derfor ikke længere modtager dagpenge, skal du rette dette beløb i felt 304.
Har du fået nyt job og derfor ikke længere modtager kontanthjælp, skal du rette dette beløb i felt 216.
✅ Du er gået på pension eller efterløn
Er du gået på pension eller efterløn, er det vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse allerede den første måned efter, du har forladt arbejdsmarkedet. Dette fordi Udbetaling Danmark bruger dine tal på din forskudsopgørelse til at beregne din pension.
Ret forskudsopgørelsen ved at vælge “ofte tilføjede felter” og derefter “på pension/efterløn” og skriv derefter, hvad du regner med at få i pension. Ændr dog først forskudsopgørelsen den dag, du går på pension. Husk ligeledes at rette eventuelt forventet lønindkomst i felt 201 (Se også afsnittet “Du har fået nyt job eller dit arbejdsliv ændret sig” for mere info)
✅ Du har mistet dit job
Har du mistet dit job og modtager dagpenge eller modtager dagpenge ved sygdom eller barsel, lønsikring og feriedagpenge, skal du oplyse beløbet på det, du forventer at modtage i felt 304.
Har du mistet dit job og modtager kontanthjælp, skal du oplyse det beløb, du forventer at modtage i kontanthjælp i felt 216. I dette felt skal også oplyses eventuelle udbetalinger fra det offentlige; herunder praktikydelse, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, fleksydelse, flekslønstilskud, ledighedsydelse, delpension og orlovsydelse, samt eventuelle beløb, der udbetales fra en kapitalpension til at finansiere et indkomsttab ved uddannelses- eller børnepasningsorlov.
✅ Du har optaget nye lån eller dine lån ændret sig
Har du optaget ny gæld (forbrugsgæld, banklån, realkreditlån, boliglån, billån, lån fra kommuner, økonomistyrelsen, pantebreve, mv.) eller dine lån har ændret sig, kan du med fordel ændre renteudgifterne til det aktuelle tal i din forskudsopgørelse, hvis du gerne vil have fradraget løbende gennem året.
Dette gøres henholdsvis i felt 481, 483 og/eller 485 alt efter hvilken renteudgift, der er tale om.
Hvis du optaget lån med din ægtefælle eller andre, skal I dele renterne ved at skrive hver jeres andel af renterne på jeres forskudsopgørelser i henholdsvis felt 481, 483 eller 485 alt efter lånet.
✅ Du har købt bolig
Har du købt bolig med overtagelse i 2023, skal du tilføje denne, under “ofte tilføjede felter” og dernæst vælge “Købt ejendom” og udfylde oplysningerne om din ejendoms adresse mv. i din forskudsopgørelse.
Når du har gjort dette, vil Skattestyrelsen danne et nyt skattekort, som automatisk bliver sendt til din arbejdsgiver, hvor der er taget højde for din ejendomsskat og eventuelle renteudgifter.
✅ Du har solgt din bolig
Har du solgt din bolig med overtagelse i 2023 og ikke bor der mere, skal du gå til “eksisterende ejendomme” og registrere, at du har solgt den pågældende ejendom.
Har du solgt din bolig efter den 1. september, skal du både rette forskudsopgørelsen for året du sælger den i og for det følgende år.
✅ Du har virksomhed, og overskuddet har ændret sig
Har overskuddet ændret sig, eller har du lukket din virksomhed, skal du gøre opmærksom på dette i felt 221.
Har du underskud i din danske virksomhed skal du oplyse dette i felt 435. Dette gælder også, hvis du har underskud i din udlejningsejendom før rentekorrektion, og før du har trukket renter fra.
✅ Du har lukket din virksomhed
Har du lukket din virksomhed, skal du gøre opmærksom på dette ved at tilrette felt 999, såfremt din virksomhed ophørte i 2022.
Gør dig selv den tjeneste at tjekke og rette din forskudsopgørelse for 2023. Det er nemlig ikke meningen, at du skal bruge SKAT som en “opsparing” – hvilket sker, hvis du betaler for meget i skat i 2023. Ej heller er det sjovt at få “et skattesmæk” i marts 2024, hvis du har betalt for lidt i skat i 2023.
Er der noget, du er i tvivl om, så tag fat i din personlige finansielle rådgiver hos Boovot. Du kan også læse mere på SKATs hjemmeside (skat.dk) om forholdene, og hvor du skal forskudsregistrere de forskellige ændringer.