Råd til din privatøkonomi i krisesituationer: Dette bør du være opmærksom på
Når verden står i en krisesituation, og vi hele tiden hører om de negative konsekvenser for samfundsøkonomien, bliver mange nervøse for deres private økonomi. Det kan gøre, at man mister fokus fra de oprindelige økonomiske fremtidsplaner. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man ønsker af ens økonomiske fremtid, og hvordan den strategi kan bevares undervejs i en krise. Det er også vigtigt at have taget stilling til, hvilken risiko du er villig til at tage – dette har vi tidligere skrevet en artikel om, som du kan læse her: Risikostyring af din økonomi: Beskyt din indkomst, din formue og dig selv
Mange faktorer i din økonomi bliver påvirker af eksterne faktorer, du ikke selv er herre over. Nedenfor har vi samlet nogle af de faktorer, der er blevet påvirket af coronakrisen. Vi beskriver hertil, hvad du skal være opmærksom på i de forskellige situationer.
Mistet job
Hvad er situationen, og hvad skal du være opmærksom på?
- Mange mister lige nu deres job og står derfor i en usikker økonomisk situation som følge af, at virksomhederne mister omsætning.
- Hvad er dine rettigheder i forhold til opsigelsesperiode og dagpenge? Undersøg, hvordan du er påvirket og dækket.
- Hvordan kan du tilrettelægge din økonomi efter de nye omstændigheder? Prøv som det første at kigge på dit budget, og skær derefter ned på dine variable udgifter.
- Hvad kan du gøre for hurtigst muligt at komme i job igen? Måske kan du opdatere dine kompetencer via online kurser, virtuelle kaffemøder og/eller selv være opsøgende for nye muligheder.
- Husk at passe på dig selv! Hvis du har brug for en pause, så tag den og gå i gang med fornyet energi på den anden side.
Boliglån
Hvad er situationen, og hvad skal du være opmærksom på?
- Renterne på realkreditobligationerne er i øjeblikket svingende, hvilket kan åbne for konverteringsmuligheder, hvis man allerede har et realkreditlån.
- Stiger renten, bliver det dyrere at låne til køb af bolig. Det kan medføre lavere huspriser, da vi dermed har færre penge mellem hænderne til at købe til for. Hvis renten derimod falder er det modsatte gældende.
- Hvis du står overfor et boligkøb, så sørg for at kende dine lånemuligheder og risici. Få eventuelt vores hjælp til et økonomitjek, så du får den bedste løsning til din situation.
Pension og opsparing
Hvad er situationen, og hvad skal du være opmærksom på?
- Husk altid at have en nødopsparing til gode såvel som dårlige tider. Det er vigtigt, at vi sørger for at gøre vores økonomi robust, så vi kan holde til mavepustere undervejs.
Hvis du vil læse mere om vores anbefalinger til opsparing, kan du finde dem her: 3 forskellige opsparinger, du skal have
Derudover er det også en god idé at have styr på dit budget – det kan du læse mere om her: 50/30/20-budgetreglen: Tommelfingerregel for budgettering
- Måske har du læst i medierne, at vores pensioner bliver påvirket af coronakrisen. Dette hænger sammen med et voldsomt fald i aktiemarkedet, og de fleste har investeret deres pensionsmidler, hvorfor værdien er blevet mindre værd. Er der mange år til, at du skal på pension, betyder dette fald ikke noget på den lange sigt, da du har tid nok til at indhente det tabte (og husk, at du først har tabt pengene, når du realiserer – altså sælger ud af dine værdipapirer med et tab).
- Din pension kan selvfølgelig også blive påvirket, hvis du mister dit job. I dette tilfælde stopper indbetalingerne nemlig til din pension, medmindre du selv prioriterer i budgettet til fortsat at spare op på en privat ordning. Ellers vil det give dig færre penge på kistebunden, når du faktisk skal på pension.
- Hvis du snart skal gå på pension, har du formentlig allerede sørget for at gå gradvist ned i risiko ved i højere grad at investere i obligationer eller havde noget af pensionen stående kontant. Vær opmærksom på dette, så din risikoprofil er tilpasset således, at dine penge er så intakte som muligt, når du skal bruge dem.
Hvis du vil vide mere om pension, har vi tidligere udgivet en artikel om det her: Pensionsopsparing: Hvilken type og hvilke muligheder skal jeg vælge?
Investeringer
Hvad er situationen, og hvad skal du være opmærksom på?
- Aktie- og obligationsmarkedet er faldet, og krisen vil have en økonomisk påvirkning herpå i en længere periode, efter den er overstået.
- Vores regel er som altid: Køb ikke noget, du ikke ved, hvad er, ikke har sat dig ind i eller ikke tror på.
- Hvis du tror, at markedet vender igen inden for rimelig tid, så er det bare om at have is i maven og vente. Hvis du derimod står og skal bruge pengene, kan du overveje at sælge – i så fald får du et skattefradrag for tabet på dine værdipapirer, som du kan bruge til at modregne skatten på en senere gevinst.
Måske er det netop nu, at du har tiden til at sætte dig ned og kigge på din økonomi, så du sikrer dig at komme styrket ud af coronakrisen. Husk også, at vi står klar til at hjælpe dig med at optimere din økonomiske situation; og vi arbejder selvfølgelig virtuelt som altid.